Viser opslag med etiketten grunden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grunden. Vis alle opslag

torsdag den 24. april 2014

Huscompagniet murede skalmuren på en uge

Nybygger-bloggen har ligget lidt på langs på grund af påskeferien. I mellemtiden har murerne været i gang både udvendigt og indvendigt. Det tog kun en uge at mure hele det udvendige murværk. Det ser rigtig godt ud. Farven på murstenene er lidt mørkere, end vi husker den fra Huscompagniets udstillingslokaler i Lyngby. Formentlig lysner de lidt, når de tørrer helt. Her er Strøjer Tegls eget billede af murstenen.

Mursten fra Strøjer Tegl i vores hus fra Huscompagniet - model Laika B542.
Der er et flot farvespil i murstene fra Støjer Tegl. Vi er glade for, at vi ikke valgte ensfarvede mursten.
Her er det den nordøstvendte mur på huset.

Mureren er nu gået i gang med at lægge fliser i entré, bryggers, badeværelser og køkken. Det bliver den samme type lyse fliser hele vejen igennem.

Vores Huscompagniet-hus er næsten færdigt
Det ydre arbejde med huset er ved at være færdigt, så vi er så småt begyndt at kigge på havefirrmaer,
der kan hjælpe os med at få liv på grunden igen.

Vi har aftalt et overdragelsesmøde med byggeleder i slutningen af maj, hvor vi gennemgår huset fra ende til anden sammen med vores byggesagkyndige fra Bolius. Den endelige overtagelse sker den 28. maj.

søndag den 2. marts 2014

Støbning af fundament og udlægning af stabilgrus

Så blev fundamentet støbt. Det har tørret i nogle dage, og væggene af porebeton ligger allerede klar til monteringen i næste uge.

Entrepenøren har også lagt en skudefuld stabilgrus til carport og fliser. Det måtte vi aftale uden om Huscompagniet, fordi vores byggeleder fra Huscompagniet ikke, som aftalt, havde videregivet plantegningen over, hvor vi skulle have stabilgrus, til entrepenørfirmaet.



Stabilgrus, køreplader og fundament på Huscompagniets byggeplads
Grunden er dækket af fundament, stabilgrus og køreplader.
Det er svært at forestille sig, at det nogensinde skal komme til at ligne en have igen.

fredag den 7. februar 2014

Afsætning af huset

Så kom der endelig gang i det egentlige byggeprojekt på grunden. Vi mødtes med Huscompagniets byggeleder og vores egen byggesagkyndige på grunden for at afsætte huset.

Den byggesagkyndige er fra Bolius. Vi havde svært ved at gennemskue udvalget på nettet, og vi endte med det, vi anså for det sikre valg. Til gengæld er Bolius også blandt de dyreste. Mødet kostede 400 kroner i opstartsgebyr og 1.000 kroner i timen derefter (minimum 3 timer).

Landmålere sætter galger op
Landmålerne sætter galger op, der bruges til at markere husets omrids.

Heldigvis virker vores byggesagkyndige til at være pengene værd. Hun overtog hurtigt styringen af mødet og stillede en bunke spørgsmål om koter, kloakker og kabler, som ikke var faldet os selv ind. Hun har en del erfaring med nybyggerier med Huscompagniet og virker som en rigtig god sparringspartner.

På mødet gik vi rundt på grunden, mens to landmålere målte op og satte pæle og derefter galger i jorden. Galgerne bruges til at trække snore mellem, som så definerer bygningens kommende grundareal. Det gav en god fornemmelse af, at der omsider skete noget, da vi kunne se omridset af vores kommende hus på grunden.

Den byggesagkyndige kom også med gode råd så som at sørge for at få lagt stabilgrus ud til fliser og indkørsel inden byggeriet er færdigt i stedet for bagefter. Det gør det meget nemmere. Vi havde bestilt stabilgrus til indkørslen, men nu må vi lige have tegnet havegang og terrasse ind også.


mandag den 3. februar 2014

Valg af byggefirma - priser, modeller, kampagne og budget

Vores køb af grunden gik igennem, og nu skulle der vælges byggefirma. Vi var klar over, at vi ikke ville foretage os ret meget gør det selv-arbejde. To små børn og nummer tre på vej gjorde det praktisk taget umuligt at gå rundt i byggerod i uger eller måneder. En totalløsning var nødvendig.

Historier på et par blogs om byggeprojekter med mindre byggefirmaer, der var gået i stå på grund af konkurser og ustabile lokale håndværkerfirmaer skræmte os lidt, så vi vidste, at vi ville bruge et stort firma.

Vi overvejede mange muligheder bl.a. et 0-energi hus fra Trelleborg, men vi var ikke helt trygge ved tanken om et træhus. Til sidst kontaktede vi fire af Danmarks største byggefirmaer: Lind & Risør, Eurodan, Nyt hjem (tidligere Hjem A/S) og Huscompagniet A/S. De sendte os allesammen flotte kataloger med plantegninger, fotos af udstillingshuse og eksempler på materialer. Lind & Risørs katalog er et helt lille indbundet bogværk i to bind. Det ser meget imponerende ud. Desværre er Lind & Risørs priser også derefter, så vi endte med at fravælge dem. Netop priserne er temmelig ugennemskuelige hos flere af byggefirmaerne. Det er svært at få et reelt sammenligningsgrundlag, for priserne er angivet på forskellige måder.

Huscompagniets priser er de mest gennemsigtige. Du får en reel prisliste over de forskellige modeller samt en oversigt, hvad der er inkluderet i den pågældende pris. Hvis man besøger deres prøvehuse, hænger der også prislister, hvor du kan se, hvad de enkelte tilvalg fx plankegulve eller ovenlysvinduer koster.

Vi besøgte den ene Huscompagniet blog efter den anden, kiggede på prøvehuse på Sjælland, talte med venner og prøvede at høste så mange af andres erfaringer som muligt. Huscompagniet er Danmarks største byggefirma, så blogs, der beskriver erfaringer med dem, er klart i overtal.

Knækhus fra Huscompagniet i Hillerød, hvor byggefirmaet har mange udstillingshuse. Dette er dog ikke et udstillingshus.
Vi var til åbent hus i mange udstillingshuse fra Huscompagniet.
I et kvarter i Hillerød var stort set alle huse bygget af Huscompagniet - også dette knækhus i et nyt villakvarter.
Det er dog ikke et Huscompagniet udstillingshus.

Prisen var en meget vigtig faktor. Vi var begrænset af vores budget, og grunden lå ikke just på en sidegade til Strandvejen, så hvis vi ville have det endelige projekt til at ramme prisniveauet på vejen, var vi nødt til at begrænse os.

Huset skulle selvfølgelig også falde i vores smag. Vi tog udgangspunkt i færdige modeller fra de enkelte firmaer og tilrettede dem til vores behov. Vores grund var lang og smal (20 x 55 meter), så vi måtte bortvælge nogle modeller, der ikke passede på grunden. Det gjorde det ikke nemmere, at huset skulle placeres 2,5 meter fra skel i begge sider, så vi kunne reelt kun bygge på langs af grunden.

I sidste ende var det Huscompagniet, der levede bedst op til kravene. Oven i købet var vi glade for en af deres tre kampagne-huse, så prisen var ekstra spiselig. Man skal dog huske at være opmærksom på, hvad der er inkluderet i Huscompagniets priser, for den endelige pris kan ligge meget langt fra basisprisen. Specielt Huscompagniets kampagne-huse har en del ulemper, som man skal være opmærksom på. Dem kan du læse mere om senere i denne blog.

Vi besøgte en håndfuld af Huscompagniets udstillingshuse på Sjælland for at kigge på materialer og muligheder, og aftalte så et møde med Huscompagniet i Lyngby.