Viser opslag med etiketten byggegrund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten byggegrund. Vis alle opslag

søndag den 2. marts 2014

Støbning af fundament og udlægning af stabilgrus

Så blev fundamentet støbt. Det har tørret i nogle dage, og væggene af porebeton ligger allerede klar til monteringen i næste uge.

Entrepenøren har også lagt en skudefuld stabilgrus til carport og fliser. Det måtte vi aftale uden om Huscompagniet, fordi vores byggeleder fra Huscompagniet ikke, som aftalt, havde videregivet plantegningen over, hvor vi skulle have stabilgrus, til entrepenørfirmaet.



Stabilgrus, køreplader og fundament på Huscompagniets byggeplads
Grunden er dækket af fundament, stabilgrus og køreplader.
Det er svært at forestille sig, at det nogensinde skal komme til at ligne en have igen.

søndag den 16. februar 2014

Bortkørsel af jord

Da Huscompagniet var færdig med at grave ud til fundamentet, lå der en bunke jord, der var så stor, at de ikke kunne fortsætte arbejdet. Vi hyrede Max Nedrivning til at stå for bortkørsel af jorden. Vi nåede aldrig aldrig at få et tilbud fra det andet firma, som vi tilbød opgaven.

Selv om vi beholdt de øverste muldlag på grunden, var der alligel en stor bunke jord til overs efter udgravning til fundament.


Samlet set gav vi 43.000 kroner for at få kørt cirka 140 kubikmeter jord og diverse byggeaffald væk. Der var blandt andet nogle store kloakrør imellem. Det virker umidelbart lidt dyrt, synes jeg, men vi har flere gange været fanget af, at Huscompagniet har svært ved at give os præcise datoer for, hvornår tingene kommer til at ske. Denne gang fik vi også først besked et par dage, før de var klar til bortkørsel af jorden, og vi var nødt til at bruge et firma, som vi kunne få til at stå standby til opgaven.


onsdag den 5. februar 2014

Nedrivning af hus

Vi sendte nedrivningen af det gamle sommerhus i udbud til tre nedrivningsfirmaer. Der var to bygninger på i alt cirka 90 kvadratmeter samt et skur på grunden. Tilbygningen var opbygget i letbeton-elementer beklædt med træ, og taget på sommerhuset indeholdt asbest. Vi havde hørt, at nedrivning typisk koster omkring 1.000 kroner pr. kvadratmeter, og det kom nogenlunde til at holde stik.

Nedrivning af huset
Det lignede ragnarok, da træer og bygninger havde fået tæv af gravemaskinen.

Hvad koster nedrivning af et hus?

De tre bud lå spredt fra 50.000 eksklusiv moms til næsten 100.000 kroner. Vi endte med at vælge det midterste bud. Tilbudsmaterialet fra Max Nedrivning var grundigst. Hele processen var penslet ud, og firmaet ringede og gjorde opmærksom på, at en mur i tilbygningen, der næsten stod i skellet, måtte rives ned med håndkraft, fordi den stod meget tæt på naboens carport.

Vi havde egentlig budgetteret med at skulle hyre en skovhuggertype til at rydde grunden for de mange træer, men dem kunne de store nedrivningsmaskiner også tage uden problemer.

Ledig byggegrund
I slutningen af januar 2014 var grunden klar til at blive bygget på.

Nedrivning og bortkørsel af byggeaffald tog lidt over en uge. Da det var overstået lignede grunden en pløjemark. Kun et par frugttræer, som vi havde valgt at beholde, stod tilbage. Der stod også noget materiel, som Huscompagniet uanmeldt havde læsset af på grunden. Det skabte lidt problemer, fordi nedrivningsfolkene måtte gå uden om det hele tiden.

Desværre blev naboens Yousee-kabel gravet over få timer før finalen i VM i håndbold for mænd - oven i købet med dansk deltagelse. Det var ikke den bedste start på et nyt naboskab, men Max Nedrivning kontaktede selv Yousee, og kablet var repareret i løbet af 48 timer. Lidt for sent til at se håndbold, men tidsnok til at redde forholdet til naboen.

Prisen for nedrivningen af bygningerne og rydningen af grunden endte på cirka 80.000 kroner inklusiv moms.

lørdag den 1. februar 2014

Hus til nedrivning

På vores nye, fine grund stod desværre et gammelt nedslidt hus. Kvarteret var et tidligere sommerhusområde, og huset blev bygget i 1920'erne. Det blev ganske vist brugt til helårsbeboelse nu, men det var ikke noget, vi havde synderligt lyst til at flytte ind i med to små børn. Da vi overtog huset, havde sælgerne oven i købet været så elskværdige at efterlade en uappetitlig rodebutik med en halv gryde bearnaisesauce på komfuret og gamle mølædte møbler i stuen.

Det gamle nedrivningsmodne sommerhus
Det oprindelige træhus på byggegrunden. Det blev bygget som sommerhus, 
men sælger brugte det til helårsbeboelse.

Huset og dets tilbygning var på cirka 90 kvadratmeter i alt. Vi forsøgte i nogle uger at få nogen til at hente huset, men selv om mange var interesserede, så lykkedes det ikke inden for vores stramme tidsplan. Nogle blev skræmt af husets størrelse, der gjorde, at det måtte deles i tre dele for at kunne transporteres på en blokvogn. Andre turde ikke binde an med taget, der var fremstillet af asbest.

Der stod en skov af træer på grunden.
Der stod en mindre skov af velvoksne træer på grunden.

Der var ingen anden udvej end at finde et nedrivningsfirma, der kunne rydde grunden, så byggefirmaet kunne komme til. Grunden var også fyldt med gamle træer, og flere af dem stod faretruende tæt på naboerne, så vi regnede også med, at det ville blive nødvendigt at hyre et professionelt firma til at fælde dem og fræse stubbene. Det sidste viste sig dog ikke at blive nødvendigt. Nedrivningsfirmaet havde materiel, der kunne klare ærterne.

fredag den 31. januar 2014

Køb af byggegrund

I løbet af de næsten to år, vi kiggede efter byggegrunde, dukkede der kun to op, som levede op til de fleste af vores krav. Den første blev solgt for næsten af os. Den anden blev vi opmærksomme på i sommeren 2013. Prisen, størrelsen og kvarteret var lige det vi ledte efter. Med over 1.000 kvadratmeter var grunden måske endda lige i overkanten, når man tager den sindssygt høje grundskyld med i overvejelserne.

Inden vi overhovedet nåede at komme ud at se på grunden, var den dog pillet af Boliga.dk igen. Vi fortsatte vores boligjagt og en måneds tid senere dukkede grunden op igen. Vi ringede til mægleren og fandt ud af, at køberen havde fået afslag på finansieringen fra deres bank. Vi tog ud og kiggede og syntes godt om grunden. Den var stor og omkranset af bærbuske og frugttræer. Vi kunne bygge et nyt hus i en gammel have.

Byggegrunden - luftfoto fra Google Maps
Grunden var tæt bevokset med gamle frugttræer og buske med bær.


Vi talte med naboerne og fandt ud af, at det ville være en god idé at undersøge jordbundsforholdene. Grundvandet står meget højt i området, og det kunne blive meget dyrt at lægge fundament. Vi kontaktede Huscompagniet i Ringsted, selv om vi ikke engang havde købt grunden endnu. Jordbundsundersøgelserne var en del af deres standardpris, så vi tænkte, at vi kunne spare 8.000 - 10.000 kroner til undersøgelsen, hvis vi nu endte med at vælge dem som byggefirma.

Vi skrev under på købsaftalen på grunden, men vi fik en klausul med, om at handlen afhang af resultatet af jordbundsundersøgelsen. Det var ikke nogen dårlig idé, for det viste sig, at det ville koste over 200.000 kroner at lægge fundament på grund af jordens beskaffenhed.

Med den information i baghånden fik vi forhandlet prisen på grunden yderligere ned, og endte på et beløb, der ville få byggeprojektets samlede pris til at lande på et niveau, der mindede om salgspriserne på ældre huse på vejen.

torsdag den 30. januar 2014

Derfor bygger vi hus med Huscompagniet

Og det skete i de dage i efteråret 2011, at vi opdagede, at vi skulle være forældre til barn nummer 2. Det var ikke nogen katastrofe i sig selv, for det ville vi egentlig gerne. Problemet var bare, at vi boede i en lejlighed på 82 kvadratmeter på Nørrebro, og selv om vi var glade for at bo der, så savnede vi noget noget mere plads...og en have vi kunne skubbe hyperaktive unger ud i...og en god folkeskole...og et ekstra badeværelse...måske endda med et badekar...og det kunne da også være rart med et kontor...

Udsigten fra vores lejlighed på Nørrebro.
Man kan da se noget grønt i det fjerne, men det kunne nu være rart med en rigtig have.

Grundene til at finde noget andet og større at bo i hobede sig efterhånden op, så vi begyndte at kigge os lidt omkring. Vi kunne hurtigt se, at vi ikke kom ret langt med den låneramme, banken gav os, hvis vi stadig ville bo tæt på byen. Husene, vi så på, var parcelhuse fra 60'erne og 70'erne eller ældre murermestervillaer. Fælles for dem alle var, at de var lidt for små, alt for dyre og ekstremt dårligt isolerede.

Heldigvis havde vi ikke så travlt, så vi oprettede nogle søgeagenter på Boliga.dk, så vi løbende fik tilsendt mails, når der dukkede noget op, der passede til vores temmelig lange liste med søgekriterier. Vi tog jævnligt ud og kiggede på huse og legede også turister i de områder, vi overvejede at flytte til. Ingen af os kendte forstæderne så godt, så det var en god undskyldning for at lære Københavns omegn lidt bedre at kende.

Tiden gik, og vi fandt ikke noget, som vi var helt tilfredse med. Langsomt blev vi lune på at bygge noget selv, men prisen var stadig en solid bremseklods. Jord er mildt sagt ikke særlig billigt, hvis man ikke er indstillet på at fjerne sig alt for langt fra Rådhuspladsen.

Vi fandt en enkelt grund tæt på strandpark og Metro på Amager, men den blev solgt for næsen af os, mens vi var i gang med at undersøge, hvad det ville koste at rive det eksisterende hus ned og bygge et nyt.

Men så en dag i sommeren 2013 dukkede der et opslag om en grund i Hvidovre op i indbakken.