lørdag den 1. februar 2014

Hus til nedrivning

På vores nye, fine grund stod desværre et gammelt nedslidt hus. Kvarteret var et tidligere sommerhusområde, og huset blev bygget i 1920'erne. Det blev ganske vist brugt til helårsbeboelse nu, men det var ikke noget, vi havde synderligt lyst til at flytte ind i med to små børn. Da vi overtog huset, havde sælgerne oven i købet været så elskværdige at efterlade en uappetitlig rodebutik med en halv gryde bearnaisesauce på komfuret og gamle mølædte møbler i stuen.

Det gamle nedrivningsmodne sommerhus
Det oprindelige træhus på byggegrunden. Det blev bygget som sommerhus, 
men sælger brugte det til helårsbeboelse.

Huset og dets tilbygning var på cirka 90 kvadratmeter i alt. Vi forsøgte i nogle uger at få nogen til at hente huset, men selv om mange var interesserede, så lykkedes det ikke inden for vores stramme tidsplan. Nogle blev skræmt af husets størrelse, der gjorde, at det måtte deles i tre dele for at kunne transporteres på en blokvogn. Andre turde ikke binde an med taget, der var fremstillet af asbest.

Der stod en skov af træer på grunden.
Der stod en mindre skov af velvoksne træer på grunden.

Der var ingen anden udvej end at finde et nedrivningsfirma, der kunne rydde grunden, så byggefirmaet kunne komme til. Grunden var også fyldt med gamle træer, og flere af dem stod faretruende tæt på naboerne, så vi regnede også med, at det ville blive nødvendigt at hyre et professionelt firma til at fælde dem og fræse stubbene. Det sidste viste sig dog ikke at blive nødvendigt. Nedrivningsfirmaet havde materiel, der kunne klare ærterne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar