onsdag den 5. februar 2014

Nedrivning af hus

Vi sendte nedrivningen af det gamle sommerhus i udbud til tre nedrivningsfirmaer. Der var to bygninger på i alt cirka 90 kvadratmeter samt et skur på grunden. Tilbygningen var opbygget i letbeton-elementer beklædt med træ, og taget på sommerhuset indeholdt asbest. Vi havde hørt, at nedrivning typisk koster omkring 1.000 kroner pr. kvadratmeter, og det kom nogenlunde til at holde stik.

Nedrivning af huset
Det lignede ragnarok, da træer og bygninger havde fået tæv af gravemaskinen.

Hvad koster nedrivning af et hus?

De tre bud lå spredt fra 50.000 eksklusiv moms til næsten 100.000 kroner. Vi endte med at vælge det midterste bud. Tilbudsmaterialet fra Max Nedrivning var grundigst. Hele processen var penslet ud, og firmaet ringede og gjorde opmærksom på, at en mur i tilbygningen, der næsten stod i skellet, måtte rives ned med håndkraft, fordi den stod meget tæt på naboens carport.

Vi havde egentlig budgetteret med at skulle hyre en skovhuggertype til at rydde grunden for de mange træer, men dem kunne de store nedrivningsmaskiner også tage uden problemer.

Ledig byggegrund
I slutningen af januar 2014 var grunden klar til at blive bygget på.

Nedrivning og bortkørsel af byggeaffald tog lidt over en uge. Da det var overstået lignede grunden en pløjemark. Kun et par frugttræer, som vi havde valgt at beholde, stod tilbage. Der stod også noget materiel, som Huscompagniet uanmeldt havde læsset af på grunden. Det skabte lidt problemer, fordi nedrivningsfolkene måtte gå uden om det hele tiden.

Desværre blev naboens Yousee-kabel gravet over få timer før finalen i VM i håndbold for mænd - oven i købet med dansk deltagelse. Det var ikke den bedste start på et nyt naboskab, men Max Nedrivning kontaktede selv Yousee, og kablet var repareret i løbet af 48 timer. Lidt for sent til at se håndbold, men tidsnok til at redde forholdet til naboen.

Prisen for nedrivningen af bygningerne og rydningen af grunden endte på cirka 80.000 kroner inklusiv moms.